Et nystartet firmahold i Team Rynkeby cyklede i år i alperne og til Paris

Rynkeby Foods valgte i 2023 at sætte ”den gode arbejdskultur” i centrum, bl.a. med det formål at løfte medarbejdernes arbejdsglæde og trivsel. Det skete ved at genskabe et tæt og tydeligt bånd til Team Rynkeby. Allerede i projektets første år, er resultaterne lovende.

Der var blevet lidt længere mellem de gule Team Rynkeby-cykler, som ellers altid stod lænet op ad muren ved hovedindgangen hos Rynkeby Foods.

Det var noget af det første, Mark Hemmingsen bemærkede, da han efter seks år uden for Rynkeby Foods’ vendte tilbage til juicevirksomheden som ny CEO i starten af 2022.

Siden 2002, hvor en håndfuld medarbejdere fandt på at etablere Team Rynkeby og cykle den første tur til Paris, har juicevirksomheden i Ringe haft masser af medarbejdere involveret i projektet. Men de senere år var det gået ned ad bakke. Og da Mark Hemmingsen returnerede til Rynkeby Foods, var der blot 15 medarbejdere med på turen.  


Et vigtigt sigtepunkt for den nye CEO var derfor at få genskabt den stærke relation mellem Rynkeby Foods og Team Rynkeby og bruge koblingen til at sætte fokus på ”den gode arbejdskultur” og Rynkeby Foods som en arbejdsplads, hvor det går hånd i hånd at gøre noget godt for sig selv og gøre noget godt for andre. 

”Team Rynkeby er en del af vores DNA. Ud over de gule cykler ved hovedindgangen har de ugentlige fællestræninger, røverhistorierne fra tidligere ture, forventningerne frem mod næste tur og det gode formål altid fyldt meget i samtalerne over kaffen eller i kantinen. Team Rynkeby er på en eller anden måde den lim, der binder os sammen på kryds og tværs i virksomheden. Derfor blev jeg også ked af at se, hvor få medarbejdere, der var en del af projektet, da jeg kom tilbage i 2022,” siger Mark Hemmingsen.

 

Team Rynkeby Foods og Tour de France-tinder

På den baggrund så Team Rynkebys første firmahold dagens lys, Team Rynkeby Foods, og det nystartede hold skulle være et supplement til det lokale hold, Team Rynkeby Ringe.

”Medarbejderne hos Rynkeby Foods kører normalt med det lokale Team Rynkeby Ringe-hold. Men i forbindelse med vores målrettede fokus på at få flere medarbejdere involveret i Team Rynkeby-projektet, besluttede vi i slutningen af 2022 at skabe vores helt eget firmahold. Det skulle være et team, som skulle fungere som alle andre hold i projektet, men hvor samtlige deltagere var medarbejdere eller på anden vis tæt knyttet til virksomheden. Samtidig ønskede vi at skabe en oplevelse, der gjorde det endnu mere interessant for medarbejdere, der tidligere havde taget den klassiske tur til Paris, at vende tilbage,” siger Mark Hemmingsen.

Rynkeby Foods skabte en tur og et koncept, hvor medarbejderne skulle køre en række bjergetaper i Alperne for at prøve kræfter med flere af de legendariske Tour de France-tinder, heriblandt Alpe d’Huez. Derefter skulle holdet afslutte turen i Paris sammen med alle de andre Team Rynkeby-ryttere fra hele Europa.

  

Mange positive effekter

Ca. 50 ud af 240 medarbejdere fik i efteråret 2022 en plads på Team Rynkeby Ringe eller det nye Team Rynkeby Foods, og de påbegyndte træningen og indsamlingsarbejdet frem mod turen i sommeren 2023.

”Team Rynkeby har en stærk purpose, hvor man gør noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre – og samtidig bliver man en del af et stærkt socialt fællesskab. Det er værdier, som vi som virksomhed kan købe fuldstændig ind på. Vi har oplevet et år, hvor Team Rynkeby-projektet igen fylder mere i samtalerne i virksomheden og at det bliver lettere at gå til sin leder med stort og småt, når man er vant til at sidde side om side på cyklen. Der er ingen tvivl om, at projektet allerede har haft en positiv påvirkning på vores kultur og arbejdsplads, og det glæder mig selvfølgelig enormt meget” siger Mark Hemmingsen.


God respons fra medarbejderne

Senior product developer Leslie Jørgensen, er enig I, at projektet allerede efter sit første år kan mærkes i virksomheden i Ringe.

”Der var mange af os, der gik på ferie efter at have haft den her fælles oplevelse, men man glædede sig til at komme tilbage til kollegerne og snakke med dem igen. Turen blev på en eller anden måde bare ved med at give og give til sammenholdet i virksomheden. Vi holder aldrig op med at snakke om det. Det kan næsten ikke beskrives, hvor meget det gør ved sammenholdet at blive skubbet lidt ud af sin comfort zone sammen med sine kolleger” siger han.

For Stine Vig Larsen, Key Account Manager, har turen også bidraget til en bedre forståelse afdelingerne imellem, og det er lettere at mødes på tværs i organisationen.

Når man er på cyklen, så er alle lige. Så det er meget lettere at gå til dem, der har været med på fabrikken, til direktøren, til salg og marketing. Vi bliver lige pludselig en mere homogen gruppe” siger hun.

Det samme mærker Anna Katrine Kaas Rasmussen, Brand & Trade Marketing Manager.

Det har givet helt vildt meget til samarbejdet, at vi har lært hinanden at kende på en ny måde. Vi har en anden gensidig respekt.” siger hun og fortsætter:

Og skal man heller ikke undervurdere betydningen af indsamlingen til børn med kritiske sygdomme. Limen i hele projektet er, at vi som kolleger og samarbejdspartnere kan kæmpe sammen om en sag, der er vigtigere end det blot at gå på arbejde” siger Anna Katrine Kaas Rasmussen.

For Mark Hemmingsen er der da heller ikke nogen tvivl om, at arbejdet med Team Rynkeby har været investeringen værd.

Vi fortsætter projektet i 2024, fordi vi kan mærke, at det har en stor og gavnlig effekt for virksomheden. Så det er selvfølgelig dejligt at konstatere, at der igen er god opbakning fra medarbejderne, som har meldt sig til et af de to Team Rynkeby-hold i 2024,” siger han.