65 mio. Rynkeby-kartoner får fastgjort skruelåget

Rynkeby Foods er i gang med at omstille sine produktionslinjer, så alle kartoner og PET-flasker får fastgjort skruelåg inden udgangen af første kvartal 2024. Omstillingen er allerede langt for juiceproducentens årlige produktion af 65 mio. kartoner og skal hjælpe til, at lågene i højere grad ender i skraldespanden sammen med den øvrige emballage.

Hos den fynske saft- og juiceproducent Rynkeby Foods er man i gang med en storstilet opdatering af sine produktionslinjer, så virksomheden i første kvartal 2024 kan levere alle sine emballager med fastgjorte skruelåg.

Initiativet skal hjælpe til, at skruelåg og øvrig emballage følges ad hele vejen til skraldespanden og vil pr. 3. juli 2024 blive et krav i et nyt EU-direktiv. Men allerede nu er Rynkeby Foods langt i omstillingen.

Sidste år blev skruelågene fastgjort på 1,5 l kartonerne, i sommermånederne følger 1 l kartonerne, og i første kvartal næste år kommer også de større 1,75 l kartoner med. Dermed vil den årlige produktion på i alt 70 mio. kartoner altså alle have fastgjort skruelåg senest i april 2024.

Syv produktionslinjer opdateres

”For udenforstående lyder det måske som en detalje, at vi fastgør skruelågene på vores emballager. Men det kræver en større omstilling af vores syv produktionslinjer med nye gribere, ombygning af kapselindløb, og det sker selvfølgelig over en længere periode for at sikre en fortløbende produktion. Samtidig har vi også ønsket at minimere spild af en masse gamle låg mindst muligt. Så vi glæder os over, at vi kan sige, at vi i løbet af Q1 i 2024 vil have de nye fastgjorte skruelåg på alle Rynkebys produkter på tværs af vores brands,” siger adm. direktør for Rynkeby Foods, Mark Hemmingsen.

"Hos Rynkeby Foods vil vi gerne medvirke til at sikre, at så mange skruelåg som muligt bliver indsamlet som affald og genanvendt sammen med den øvrige emballage. Derfor har vi også prioriteret at imødekomme direktivet så hurtigt, som det nu kunne lade sig gøre," fortsætter han.

Først kartonerne, så PET-flaskerne

Direktøren peger samtidig på, at omstillingen også gælder alle Rynkeby Foods PET-flasker. Her omstilles to produktionslinjer, så også de omkring 30 mio. flasker får fastgjort skruelåg i løbet af efteråret og senest inden udgangen af 2023.

Forbrugerne vil støde på de nye fastgjorte skruelåg løbende rundt omkring i supermarkederne, efterhånden som der bliver solgt ud af den gamle emballage uden det fastgjorte låg.